Mit første modem
I disse dage markerer jeg 30 år på internettet – i hvert fald ifølge, hvad jeg kan dokumentere. Før det var der BBSer og Fidonet, og jeg tror, jeg fik mit første modem omkring 1985. Et 1200 baud-modem, der åbnede en verden, jeg aldrig havde set før. Nettet dengang var som en uendelig legeplads for os nørder. Vi eksperimenterede, delte idéer og glædede os over det teknisk mulige. Der var en eufori, en drøm om, at viden kunne blive fri og demokratisk. Endelig kunne alle udgive alt til alle. Gratis. Eller i det mindste næsten gratis.
Det var en tid, hvor vi skrev løs på forums og UseNet. Senere kom blogs og mikroblogs som Twitter, der i begyndelsen beskrev sig selv som en mikroblog-platform. Dengang virkede det hele så ligetil. Hvis man ville findes, gjorde man lidt for at optimere på AltaVista eller Yahoo, og så blev man fundet. Hvad kunne gå galt?
Frihed under ansvar
Det tidlige internet føltes som den ultimative frihed. Vi kunne sige, hvad vi ville, under ansvar. Der var ingen stramme regler, og hvis nogen opførte sig grænseoverskridende på et forum, blev de, nogle gange, smidt ud af en moderator. Det virkede, mere eller mindre – men det var også, fordi de fleste af os var unge mænd fra middelklassen, der aldrig havde tænkt meget over eller havde den mindste forståelse for sociale konsekvenser, magtstrukturer eller privilegier. Altså lidt som LAU, bare med en IT-uddannelse.
Da internettet blev åbnet for en bredere befolkning – fx med Opasia i 1996 – begyndte tingene at ændre sig. Pludselig var det ikke længere kun en legeplads for os nørder, men et sted for alle andre. For mange danskere blev internettet synonymt med Opasia eller måske Jubii. Det skabte en interessant kulturkollision, hvor mødet med det gamle grænseløse net – kunne være et chok for de, der ikke var forberedte.
Men for os, der var der først, føltes det hele som en slags leg. “For the Lolz,” sagde vi. Intet blev taget seriøst, og alt kunne gøres til grin. Det var som en legeplads efter mørkets frembrud, hvor de voksne for længst var gået hjem.
Fra drøm til kommercialisering
Drømmen om demokratisering af viden og data fejlede ikke noget. Det var i implementeringen, det gik galt. I den virkelige verden har de travle mennesker ikke tid til at skrive, og de, der har tid til at skrive, gør det ofte for at tjene penge. Og penge forvansker alt.
Efterhånden som flere kom online, og pengene begyndte at rulle, sneg kommercialiseringen sig ind overalt. Alt blev et spørgsmål om clicks og reklamer. Søgemaskiner som Google og sociale medier styrer, hvad vi ser, og i dag er det næsten umuligt at få trafik, hvis man ikke spiller efter deres regler. Hvis man ikke betaler for synlighed, er man en usynlig. Googles søgeresultater er først og fremmest en liste over ting, de kan tjene penge på at vise dig.
Når jeg skriver på min egen blog, gør jeg det for min egen skyld. Jeg ved, at uanset hvor godt jeg skriver, vil Google ignorere mig. Jeg kunne næsten lige så godt bare skrive i min dagbog. Jeg kan ikke engang selv finde min egen blog, selvom jeg ved, hvad jeg søger efter. Søgeresultaterne er domineret af kommercielle aktører, og det uafhængige internet er praktisk talt dødt.
Et splittet internet
I dag er internettet splittet mellem kommercialisering og kaos. Sociale medier som X (tidligere Twitter) flyder over med had og misinformation, fordi folk som Elon Musk stadig tror på drømmen om ubegrænset frihed. Men ubegrænset frihed gavner kun dem, der allerede har magt og penge. Uden regler er det kun de stærkeste, der overlever.
For mange vigtige stemmer går tabt, og det eneste, der bobler til overfladen og får opmærksomhed, er det, der passer til algoritmen, eller som kan skabe nok debat til at trænge igennem. Det er en unfair og ulige kamp. Hver gang en nem, men forkert løsning får plads, tager det dem, der faktisk ved noget om emnet, ti gange så meget energi at kommunikere sandheden – hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Det, der startede som en vision om frihed og lige muligheder, endte som et kapitalistisk mareridt. Internettet er blevet et redskab for dem med nemme budskaber og flest ressourcer, mens vi andre må se til fra sidelinjen, imens vi prædiker til koret, i vores ekkokammer. Det er ikke sundt.
Vej frem
Løsningen er, at vi skal tilbage til virkeligheden. Den virkelige virkelighed. Den, hvor vi kan se hinanden i øjnene og mærke ilden. Forstå, hvad der virkelig siges og drømmes om. Internettet har sin plads – det kan gøre vidunderlige ting for os – men debatten skal ud blandt virkelige stemmer. Drømmene og fremtiden skal bygges over et kaffebord, ikke på en kommerciel platform, der lever af at forstærke vores uenighed.
Kom til debatterne og konferencerne – de store som de små. Hvornår har du sidst set en forfatter tale om sin bog på dit lokale bibliotek eller en bogcafé? Bare for at starte et sted. Jeg er sikker på, at der er masser af foreninger, politiske eller ej, der holder debatter og foredrag. Sikkert gratis – måske endda med kaffe? Ses vi der?
Og det er ikke, fordi du ikke skal skrive om det på Instagram bagefter, men skriv om virkeligheden! Lad os fokusere på det offline og de mennesker, vi kan møde ansigt til ansigt – også selvom vi er uenige med dem.
Og for jer med stor rækkevidde – om det er på større medier eller fordi, I har en million følgere et eller andet sted – fortæl os om virkeligheden. Peg på den og mind os om, at vi skal ud. Ud i det blå.