Det handler ikke om dig – om parterapi

Mit blogindlæg om parkommunikation, affødte en del response på bagkanalerne. Folk som havde prøvet noget ligende og desværre også en del mennesker om var i en ligende situation, men hvis partnere nægter at få professionel hjælp.

Dette indlæg er til de partnere.

Jeg har hørt alle argumenterne, for ikke at ville gå til en professionel som lugter lidt af psykolog eller terapeut. Jeg har selv fremsat de fleste af dem igennem tiden. “Jeg fejler ikke noget”, “Vi kommunikerer fint”, “Den slags holder man inden for hjemmest fire vægge”, “Vi kan sagtens løse vores problemer selv” – eller bare slet og ret: “Vi har ikke nogle problemer”.

Parterapi? Psykolog? Nej, tak!

Det kan være, at du har ret. Men jeg ved bare, at det for mig altid har handlet om at stikke hovedet i sandet. At jeg ikke ville erkende, at der faktisk var problemer, jeg ikke havde de mentale værktøjer til at løse.

Det handler også om, hvordan vi opfatter psykologer og terapeuter. Som sådan nogle som borer i vores hjerner. Finder de små fejl. Vrider. Drejer. Tvinger os til, at se på det som er svært. Jeg har ikke brug for at få rodet op i mudderet på bunden af den sø.

Men vent. At gå til en parterapeut (eller psykolog) er ikke en tvungen indlæggelse på den lukkede. Det er en service man køber – på lige fod med en VVS’er.

Man beder om et bestemt produkt og betaler ved kasse et.

Hvis man er utilfreds med det leverede, kan man rejse sig op og gå. Det vi har købt hos vores parterapeut er nogle helt specifikke værktøjer. Lidt som at gå i et godt byggemarked og købe værktøj til at løse en bestemt opgave. Råd, vejledning og konkrete værktøjer.

Alt er ok

Men hvis der ikke er noget problem, så har man jo ikke brug for nye værktøjer. Først og fremmest: Jo. Man kan ikke få for mange værktøjer. Det er dit liv, det handler om. Dit parforhold. Dine børn. Du kan ikke have for mange værktøjer i posen. Du kan ikke lære for meget. Du kan ikke blive en for god partner eller forældre. Man tager aldrig skade af at lære nye metoder. Hvis der ikke er noget galt, så har du brugt to time – hvad er du gået glip af?

Men måske mere vigtigt: Det handler ikke om dig. Det handler om din partner. Hvis din partner mener, at I har behov for hjælp – så skal du lytte til, accepterer og anerkende, at din partner har det behov. At du er uenig, eller er modvillig er mindre vigtigt her. Ville du ikke ønske det samme, hvis det var dig? Hvis du har ret og I ikke har brug for hjælp, hvad har det så kostet dig? Lidt håndøre og et par timer. Og du har måske lært noget om livet, du kan bruge i andre sammenhænge.

Når du siger nej – og kommer med dine undskyldninger, så er det dit parforhold du siger nej til. Du siger at alt mulig andet er vigtigere end, at gøre noget din partner synes er vigtigt. At din stolthed er vigtigere end at lytte. At din stædighed er større end din vilje til at løse eventuelle problemer, koste hvad det vil. At du ikke kan afsætte og udstå to timer, lige meget hvor vigtigt din partner synes det er.

Det kan godt være, at du ikke har et problem – men det har din partner. Det er det, du skal anerkende. Vi opfatter alle ting forskelligt. Det som er en lille ting for dig, kan være en kæmpe ting for din partner. Måske har du værktøjerne til at se opgaven som lille, men din partner mangler denne evne. Anerkend din partners behov for hjælp.

Måske har I ikke har et problem lige nu. Ikke et rigtigt et. Måske er din partner faktisk galt afmarcheret og så har du jo ret. Men gør det nu bare alligevel. Gør det. Vis din partner at du tager ham/hende seriøst. At du godt kan udstå to timers parterapi vrøvl og sludder – uden at rulle med øjnene – når det nu er vigtigt for din partner.

Og sæt så nogle grænser – sig ja til én session. Hos en terapeut du vælger. Og gå så – ikke bare med åbent sind, men også for at lære og lytte.