Hvis man tweeter meget og er åben, vil der på et tidspunkt opstår nogle personlige bånd – relationer til andre mennesker. Dette indlæg beskriver mine erfaringer og tanker omkring at bringe disse ud i den virkelige verden. Bemærk, at disse erfaringer og tanker er baseret på min konto og omgang med twitter, som er meget privat. Det her handler ikke om hvordan twitter og twitter venskaber ser ud, for andre end mig.
Først og fremmest er der bare forskellige årsager til folk er på twitter. Nogle er der for at netværke professionelt. Jeg har twitter venner jeg ser engang mellem, hvor det meste af kontakten er af professionel karakter. Det er ret uproblematisk. Dette er ikke emnet for dette indlæg. Det her handler om det personlige.
Hvem er vi?
Jeg har mødt en del tweeps i den virkelige verden. Både på to, tre, fem og tweet-up/fredagsbar niveau. Når man har indgået i den dialog, længe nok opstår der en nysgerrighed (hos mig ihvertfald), som gør jeg gerne vil se mere til personen i virkeligheden. En ide om, at her er et mennesker, man vil svinge godt med – også i den virkelige verden.
De fleste twitter folk er friske på dette – det er bare at byde på en kop kaffe og mødes.
En almindelig ting, jeg høre fra tweeps, når de tager skridtet og går ud og møder andre tweeps i den virkelig verden, er at det er overraskende, hvor godt man allerede kender hinanden. At folk virkelig er, som man har læst dem i deres tweets.
Jeg vil gerne advare mod at tro for meget på denne ide. Ingen er som de ser ud til på twitter. Jo, på overfladen. Når man hygger en halv eller en hel time over en kaffe eller øl. Men alle mennesker har flere sider. Og mere dybe end det. Heldigvis.
Mennesker er komplicerede størrelser. Der er altid mere dybde end der kan kommunikeres på tekst. Der er altid mere at sige end, hvad kan klares over en kop kaffe. Du kan have tweetet med en person i årevis, have mødtes, og skal stadigvæk være klar til at blive overrasket. Igen; heldigvis.
Shit gets real
Jeg vil påstår at twitter bekendskab nemt kan give en opblæst fornemmelse af venskab og kendskab. Når så store dele af et forhold er baseret på tekst, må vi – i for høj grad – tro på teksten. Når et forhold er baseret på en masse samvær, så er der mere konteks – mange, mange flere detaljer at læse i ansigtet og tonen. Vi siger måske et – og prøver at projektere, noget bestemt, men når vi er ansigt til ansigt har modtageren meget bedre mulighed for at læse det virkelige.
Jeg vil nu beskrive mine to (største) uheldige personlige oplevelser med twitter venskaber. Hvad der faktisk skete er selvfølgelig meget mere kompliceret, end hvad jeg lige kan opridse i et afsnit, men jeg har prøvet at koge den ned til essensen for at kunne komme med min pointe.
Jeg har mødt en tweeps i virkeligheden, som jeg har haft langt varmt venskab med online, som efter at have mødt mig privat to gange, syntes jeg var en frygtelig person! Og jeg opdagede det ikke engang, før jeg fik en “du er frygtelig” besked efterfuldt af en de-friend på facebook og Skype. Jeg var mildest talt overrasket. Er jeg et frygteligt menneske? Næppe. Men jeg var i en svær periode i mit liv, som jeg nok holdt hemmeligt på twitter, og da vi mødtes privat, og fik et par glas hvidvin, så lukkede jeg nok alt mulig lort ud, uden den mindste hensyntagen til min vært. Har sikkert været lidt af en oplevelse. Forbindelsen mellem det online Jeg, personen kendte og det Jeg jeg fremviste har nok været for meget. (vi er venner igen, men ikke på sammen best-buddy måde. P.S. Og efter hun har læste det her, har vi snakket om det).
Jeg har elsket og mistet på twitter. Platonisk, men jeg er ikke typen som er nærig med kærligheden. Vi havde mødtes en masse gang i virkeligheden og svingede rigtig godt. Vi samarbejdede endda en smule professionelt. Pludselig en dag gik noget et eller andet galt, i vores professionelle samarbejde (jeg kan ikke lige beskrive det præcist), men da vi ikke havde den fælles venskabserfaring, som gjorde at vi kunne kommunikere vores problem rigtigt, endte det med at det hele eksploderede i elendighed. Vi nåede simpelthen, at sige for mange ting for hurtigt. Vi taler ikke sammen i dag. Det gør ondt i hjertet bare at tænke på det.
Jeg har også massere af dejlige tweeps, hvor det virker og der ikke er problemer, men jeg vil gerne nævne et par uheldig historier, for at kunne skrive nogle tanker om hvorfor det kan gå så grueligt galt. Og hvorfor de venskaber måske ikke er så meget, som jeg gerne vil gøre dem til.
Hvor er dine knapper?
Når vi opbygger venskaber i den virkelige verden, så starter vi meget på samme måde som på twitter. Vi bliver præsenteret for en flok (en skole klasse eller en arbejdsplads, eller en familie etc) og vi finder de mennesker vi tænker kan være interessante, og så oplever vi nogle ting sammen. Vi tager i byen, eller skriver skole opgave. Vi lytter til Onkel Finns taler til familie festerne.
Og hvis vi laver noget sammen – i den virkelig verden – så indgår vi hele tiden i en masse forhandlinger og kompromiser. Vi lære noget om hinandens grænser og virkemåder. Hvilke knapper skal man ikke trykke på. Hvilke virker. En dag er man nået dertil hvor man er klar til at tage til Roskilde eller Barcelona sammen. Men det er en lang proces.
Online venskaberne. Vi snakker – og diskuterer. Men hovedsaglig, så fortæller vi. Vi fortæller hinanden ting, og reagere på det. Vi kommentere og vi anerkender. Men vi oplever ikke noget sammen, forhandler meget lidt, og der bliver sjældent indgået kompromisser. Når vi trykke på de andres knapper, så er det sjældent vi kan se den middelbare reaktion. Jeg blev såret af noget i dag – men i stedt for at sende et “det blev jeg ked af” tweet, så ventede jeg, trak vejret dybt og fandt en positiv tilgang til det. Jeg var løsnings-orienteret.
Men personen som sårede mig, lærte ikke noget om mig. Lærte ikke at jeg bliver ked af det, når man siger sådan.
Vi mangler nogle vigtige elementer, af noget som er vigtigt i venskaber i den virkelige verden. Vi mangler fundamentet – det som gør at det hele holder, når det bliver stormvejr. Vi har bygget et hus på twitter hvor det aldrig blæser – ikke rigtigt.
Løsningen?
Jeg ved det ikke – jeg er ikke engang sikker på der er det problem. Der er blot, som i så mange ting, nogle faldgruber som man skal være opmærksom på. Man skal se sig for. Vi har brug for at gøre os nye erfaringer. På sin vis er det måske ikke så forskelligt, fra når venskaber ikke holder ud over det som skabte dem, om det så er skole, arbejde eller interessefællesskab.
Jeg skal mødes med twitter folk i aften. Jeg glæder mig – jeg håber at bygge noget nærmere med dem alle. Jeg håber at jeg kan bygge lidt fundament med dem. Inden der kommer en storm.