Jeg kan rigtig godt lide at gå. Til og fra og ingen vegne.
Det er tilsyneladende ikke noget man gør, her ud i forstæderne (som vi flyttede til fra Vesterbro for 8 måneder siden).
Meget sjældent jeg møder andre (voksne) mennesker som går. Hvis man ikke har bil, så cykler man. Men mest bil.
Det er lidt synd.
Når man går, er kroppen beskæftiget med noget som den er rigtig god til. Det giver tankerne lidt friere spil. En gåtur er en af mine ynglings værktøjer, når jeg sidder fast i en problem stilling.
Når man går, har man automatisk en rytme, som forplanter sig i alt hva’ man tænker og siger (hvis altså man går sammen med en anden – jeg anbefaler ikke man går og snakker med sig selv).
Selvfølgelig kan man have travlt, der er tider som skal overholdes. Eller man har gang i det store indkøb.
Men, hvis målet alligevel er at komme hjem, for at være sammen med børn eller den bedre halvdel, hvorfor så ikke følges med dem? Hvis det tager en halv time at gå hjem med ungerne, så har I haft en god halv time sammen.
Nåja, og så er det jo sundt. Lidt. Jeg fandt et pedometer (ordet som bliver ved med at give – også selv om man fordansker til “skridttæller”) den anden dag. Det fortæller mig, at der er 2500 skridt i min “aflever ungerne i skole og børnehave tur”. Det skulle give en forbrænding af 132 kalorier.
Hvilket svare til god kop cappuccino (på minimælk, med en teske sukker, tak).
Hov, nu er min kop tom.
Igår fangede jeg mig selv i at gå til Fakta, selv om jeg har buskort, jeg havde nemlig brug for en pause til at overveje om jeg mangler noget i mit afsnit til eksamensopgaven, det KAN man bare ikke i en bus!
Bruce Chatwin skrev en hel bog om lige netop dét. Den kan ovenikøbet anbefales: http://en.wikipedia.org/wiki/The_Songlines