Indad, eller udad?

Af , 2013/12/23 09:48

Der har nok altid været et sprog for følelser. De ældste skrifter er fyldt med vrede og misundelse, kærlighed og glæde. Det sprog har i perioder (og geografier) været undertrykt. Bare tænk på Victoriatidens England.

Jung og Freud prøver, først i det tyvende århundrede, gennem symbolisme og drømmetydning, at gå lidt længere ind – sætte ord og symboler, ikke bare på de store følelser vi har, men på de processer der sker i os. Langsomt begyndte opbyggelsen af et mere avanceret sprog for følelser. Men hvor er vi så i dag – hundrede år senere? Man kunne sige, at vi er nået rigtig langt – fx bugner boghandlen af selvhjælpsbøger, der vil hjælpe os til at få kontakt med vores indre og lære os at sætte ord på vores følelser. Men gælder det alle?

Fokus Kløften

Rene: “Hej! Hvordan går det?”
Kim: “Jo, det har været en svær periode, hvor jeg har kæmpet lidt med noget sorg, i forbindelse med tabet af min kat, men det går meget bedre nu.”
Rene: “Okay, men det var da dejligt”
Kim: “Så, hvordan går det med dig?”
Rene: “Fint, jeg har endelig fået malet stuen”
Kim: “Hvor dejligt”

Kan du se forskellen?

Rene fokuserer på noget eksternt. Stuen er blevet malet. Kim fokuserer på noget internt. Der har været nogle følelser.

Er lidt tænkt eksempel, men de fleste af os har nok været i lignende situationer. Dialogen skifter fra et indadvendt fokus til et udadvendt fokus. Eller omvendt. Det er ikke nødvendigvis, noget vi bemærker, men på en eller anden måde bliver samtalen kejtet og utilfredsstillende – specielt hvis de to parter beholder forskelligt fokus. Det er næsten umuligt, at føre en dialog hvor den ene udelukkende kigger ind og den anden kigger ud.

Vores fokus er selvfølgelig afhængig af selskabet og situationen. Det meste socialt acceptable, fx med mennesker vi ikke kender godt, er at holde sig til noget eksternt. Vi udstiller normalt ikke vores følelser for mennesker vi ikke kender. Af samme grund er svaret på “Hvad laver du så?”, ikke “Jeg går og kæmper lidt med noget depression”, men “jeg er projektleder i et hjemmesideudviklingshus” – vi starter med det udvendige.

Der kan være mange gode grunde til, at Rene skifter samtalens fokus fra det interne til det eksterne. Måske han ganske enkelt ikke er i humør – eller har overskud, det kan være anstrengende at fortælle om ens indre. Måske føler Rene ikke, at venskabet med Kim stikker så dybt, at det er noget man snakker om. Men mest af alt – måske besidder Rene slet ikke evnerne til at kommunikere om det som foregår indeni. Det sproglige fundament mangler.

Erfaring og ordforråd

At kunne kommunikere om sit indre kræver først og fremmest træning og et ordforråd der passer til. Rigtig mange mennesker er opvokset i et miljø, hvor følelser ganske enkelt ikke var noget man talte om. Ikke fordi man ikke ville men fordi, man ikke kunne.

Det er selvfølgelig på mange måder en generationskløft – men det er også en mand/kvinde kløft og en socio-økonomisk kløft. Det handler alt sammen om at have overskud og tid til at se ind. Hvis man går alene i marken hele dagen, så har man hverken tid, overskud eller mulighed for at tale om følelser.

Og så måske alligevel. For i min erfaring er de mennesker, som bedst kommunikerer eksternt, nogle af de mest hjælpsomme og flinke mennesker. Det er dem, som giver det varme håndtryk og som møder op med trailer og knofedt, når der skal gøres noget ved huset. Det er den bedstemor, som udtrykker alt sin kærlighed, ved at stå i køkkenet hele dagen inden familien kommer på besøg. Måske de indadvendte og de udadvendte er lige dårlige til at høre hinanden – fordi vi lytter på de forkerte kanaler.

Efterlad et svar

Panorama Theme by Themocracy