Synes du virkelig, at jeg er en idiot?

Af , 2013/04/20 09:05

I den sidste tid har jeg tænkt meget over, hvor meget af vores samtaler der handler om mønstre. Jo, mere vi er sammen, jo mere handler vores samtaler om det som er bag os og lidt mindre om det, vi siger. Desværre har jeg ikke kunnet finde ud af, hvad jeg skulle bruge denne erkendelse til for jeg manglede en indsigt.

Heldigvis faldt jeg over bogen Crucial Conversations, som handler om hvad, der sker når samtaler går fra at være nemme til at være svære. Når det pludselig betyder meget, at det man siger bliver forstået og forstå det, der bliver sagt. Det kan være samtalerne med vores partner eller  i arbejdssituationer.

Bogen handler om meget mere, og har mange gode historier og eksempler, men her er lidt af det som har fanget mig, lige der, hvor det betyder noget for mit liv.

Historierne vi fortæller os selv.

Tillad mig at begynde med to små tænkte eksempler.

En almindelige nem samtale kan se sådan her ud:

  1. Lyt: Nogen siger noget til os:”Det er noget fint tøj du har på”
  2. Føl: Vi bliver følelsesmæssigt påvirket: Glad
  3. Reaktion: Vi reagerer: “Tak!”

Og starten på en svær samtale kan fx se sådan her ud:

  1. Lyt: Nogen siger noget til os: “Den tallerken er altså ikke ren”
  2. Føl: Vi bliver følelsesmæssigt påvirket: Vred
  3. Reaktion: Vi reagerer: “Tag selv opvasken, din nar”

Samtaler består af disse små bider af lyt-føl-reaktion.

Hvor den nemme historie virker meget tilforladelig, så kan vreden i den svære se lidt overdrevet ud. Hvorfor vrede? Vreden er der – og det samme gælder glæden – fordi der er et skridt inden vi får følelsen – vi blander det, vi har hørt med vores erfaringer – sætter det ind i en større historie.

Historien i den nemme udveksling kan være så simpel som “denne person vil mig det gerne godt, og er sjældent sarkastisk”. Vi tager udsagnet som noget positivt.

 

Samtaleteknikker: Husk at holde øje med historien i din følelse

 

Historien i den svære udveksling, er måske lidt mere kompliceret, eller går dybere, men grundlæggende stoler vores modtager ikke på, at kritikken er ment konstruktivt. Måske er der en historik, hvor de to plejer at svine hinanden til og gå efter manden istedet for bolden. Kritikken bliver taget som et personligt angreb.

Pludselig er samtalen skiftet fra at være nemt til at være svær – vores “modstander” føler sig angrebet. Her prøvede han/hun at være venlig og komme med lidt konstruktiv kritik og så mødes man med uforståelige vrede. Nu er det “modstanderens” tur til at bygge en historie om, at nogen da vist ikke kan tage imod kritik, uden at eksplodere og så er den onde cirkel startet.

Hvornår knækker filmen?

Det første skridt i at få fikset problemer er, at opdage og anerkende at de eksisterer. Heldigvis er det ret nemt, at opdage det når man er på vej ud af et kommunikativ vildspor.

Filmen – og samtalen – knækker i det øjeblik, man er nødt til at fortælle sig selv, at et andet menneske er en en idiot. At et andet menneske har fortjent, at blive såret af de hårde ord, vi kan smide efter dem.

Hvis du begynder at tænke om andre mennesker, at de er idioter – pga noget de har sagt til dig – så stop et øjeblik og tænk over det. Er der en mulighed for, at du har sat deres udtalelse ind i en historie og over- eller misfortolket det som var deres intention?

Hvis du er helt sikker på, at et andet mennesker vil dig det ondt, så skal du selvfølgelig gå din vej og aldrig vender tilbage. Fair nok. Men grunden til at du bliver, er at du et eller andet sted godt ved, at det ikke passer. Ikke helt. Du ved jo godt, at det meste af den ondskab du ser, er skabt for at retfærdiggøre dine egne overreaktioner.

Og hvad så?

Grundlæggende handler det om, at fortælle den historie, der gør at følelserne kommer ud af kontrol. Om det så sker før eller efter, at man siger noget grimt.

Målet er at finde ud af om historien er sand – og finde den rigtige historie, evt i et samarbejde – sig noget i retning af “Jeg ved, at du bare gerne vil have, at tallerkenerne bliver rene, men jeg føler så tit, jeg bliver kritiseret, at jeg ikke kan tage imod det uden at bliver såret og vred. Jeg hører det som en kritik af mig som menneske.”

Og husk du kan vende det om – hvis du får en reaktion der overrasker dig, på noget som var velment, så spørg til det. “Undskyld, men jeg forstår ikke helt din reaktion, det var ikke meningen at såre dig. Kan du evt forklare mig, hvorfor du opfattede det negativt?”.

Resten må du selv klare (eller læs bogen).

Én reaktion på “Synes du virkelig, at jeg er en idiot?”

  1. Søren Dahl siger:

    Hej Thomas.
    Lige siden jeg læste dit blog-indlæg har jeg vidst at jeg skulle læse “Crucial Conversations” – men den har desværre ligget i bunden af alle mine andre gode bøger 😉 Nu er jeg endelig startet på den som audiobog og den er guld værd! Meget kan jeg nikke genkendende til, men havde dog aldrig helt kendt/forstået mekanismerne. Tusind tak for anbefalingen! Tror også jeg skal læse lidt om nudging efterfølgende 😉 Du har skrevet nogle rigtig gode indlæg om selvindsigt og dybe tanker … så jeg holder løbende øje med din blog i håb om flere 😀
    mvh. Søren Dahl

Efterlad et svar

Panorama Theme by Themocracy