“Hvad pokker er det, der sker med politik?” spørger du måske dig selv. Hvordan kan mærkelige mennesker slynge vrøvl, sludder og nonsens ud i lange baner og alligevel få stemmer, ja ligefrem vinde valg? For at forstå dette må vi se lidt tilbage …
Engang for længe, længe siden – i internettid – begyndte vi, der lavede hjemmesider, at bruge en række værktøjer. Vi anvendte dem både til vores eget arbejde og til de hjemmesider, vi lavede til brugerne. Det handler grundlæggende om feedbackloops, men har mange navne. Du har måske hørt om Scrum, Kaizen, Lean, Continuous Improvement osv.
Optimering
Den korte udgave: Du gør noget, måler på det, forbedrer det og gentager processen. Nogle gange gør du flere ting samtidig og ser, hvilken af dem der virker bedst. Du kalder måske et produkt to forskellige ting og viser det ene navn (navn A) til halvdelen af kunderne og det andet navn (navn B) til den anden halvdel. Derefter ser du, hvad der sælger bedst. Når du kan se, at det ene navn virker bedre end det andet, bruger du selvfølgelig det fremover. Det kaldes en A/B-test.
Jeg har været med til ret meget af den slags – mest for at skabe den bedst mulige brugerflade på en hjemmeside eller en app. Hvilken tekst hjælper brugerne bedst, eller i hvilken rækkefølge skal felter være? Det handler om at hjælpe brugerne.
Desværre handler rigtig mange systemer om at sælge noget, og så er den parameter, man måler på, i sidste ende kun én ting: fortjenesten. Du måler ikke på, om kunden er glad eller tilfreds, eller om kunden kommer tilbage om en uge. Du måler på, hvor mange penge du tjente på den ene handel. Googles søgeresultater handler fx ikke længere om det, du har brug for at finde, men om hvad de kan tjene penge på at vise dig. For det er dét, de måler på.
Og det er jo så, hvad det er. Kapitalister gør kapitalist-ting og prøver at vinde over andre kapitalister ved at tjene flest penge. Det giver massiv “enshittification” og kortsigtet tænkning, men det er stadig bare “ting.” Problemet er, at disse teknikker langsomt er blevet samlet op af alt og alle.
Lille budskab, kæmpe følelse!
Og dér, hvor det bliver rigtig slemt, er, når det handler om politik. For politik handler ikke om ting – politik handler om magt. Det handler om forvaltning af magt over mennesker. Rigtige mennesker. Ikke virksomheder, som smadrer sig selv i fortjenestens navn.
Det, der er sket over den seneste tid, er, at politikere er blevet bedre og bedre til at komme med mindre og mindre budskaber, der alligevel rammer nok til, at de bliver valgt. Jo mindre budskabet er, jo færre holdninger er nødvendige, for det er ikke længere budskabet, men den følelsesmæssige forbindelse, der skabes. Trump siger ikke noget konkret, men han har igen og igen øvet sig og optimeret sin evne til ikke at sige noget – og alligevel ramme modtagernes følelser. De tror, de hører ham sige noget vigtigt, men i virkeligheden rammer han dem blot med følelser: “Verden er farlig. Jeg er stærk. Jeg løser jeres problemer. De dér ovre er onde, og kun jeg kan passe på jer, for de andre forstår det ikke.”
Igen og igen er budskabet blevet skarpere og skarpere. Et klassisk feedbackloop. Prøv at se et Trump-rally: Man kan se, hvordan Trump over tid bliver bedre og bedre – ikke fordi han er en lallende idiot, der tilfældigvis har et kæmpe oratorisk talent, men fordi han konstant får feedback og mærker, om det, han siger, rammer noget hos hans “base.” Øvelse og optimering af hans feedbackloop gennem evig afprøvning af vrøvl og sludder giver de rigtige kombinationer, der rammer lytterne. Han blev valgt med nød og næppe første gang; denne gang var teknikken optimeret.
Alle hans “minions” prøver at mestre det samme, men heldigvis har de færreste samme muligheder for at øve sig og opbygge det samme talent. Elon er fx gennemgående talentløs, men han prøver virkelig og afprøver hele tiden vrøvl på X (tidligere Twitter). Bare i denne uge har han luftet tanken om at “befrie det engelske folk fra deres ubrugelige regering,” hvilket jo er en sindssyg udtalelse, hvis man tager den for pålydende, men følelsesmæssigt går den lige hjem. Systemet bliver optimeret.
Det skal vi da også have i Europa!
Vi ser det samme i europæisk politik. Den mørke højrefløj prøver hele tiden små sætninger af – hvor langt kan de gå? Hvordan reagerer deres vælgerbase? Hvad giver point? Den danske højrefløj ser pt. splittet ud, men i virkeligheden er det bare et eksperiment i, hvad forskellige fløje vil høre. De skal nok samle sig under en fører, når en sådan møder op og forfiner retorikken.
Selvfølgelig bliver de værktøjer, vi har optimeret og forfinet til at producere bedre og billigere, også brugt af politikerne. Når du ser to, tre, fem eller otte partier, så ser du i virkeligheden bare en stor A/B-test.
Hvis du undrer dig over, at selv venstreorienterede er trætte af den danske venstrefløj, er det netop fordi den er samlet, (relativt) enig og konform, uden rum til eksperimenter og uden den dynamik, der opstår, når små fraktioner kæmper for deres egne nichefortolkninger af, hvad “rigtig” kommunisme/socialisme er. Måske var Enhedslisten det dummeste, venstrefløjen nogensinde gjorde? Nok er noget af idealismen i behold, men muligheden for at prøve forskellige budskaber af og skabe en følelsesmæssig forbindelse til vælgerne er død. Stendød.
Det betyder selvfølgelig ikke, at venstrefløjen skal blive lige så vrøvlende og forløjende som højrefløjen, men der er faktisk en styrke i at have mulighed for at teste forskellige måder at kommunikere og forbinde sig med potentielle vælgere, en styrke, der fuldstændig mangler i dag på venstrefløjen.
Men når vi går for langt, fører processen os samme sted hen, som vi pt. ser med internettet. En større “enshittification,” fordi det til sidst ikke handler om politik, men om at ligne politik mest effektivt uden at være det. For i det lange løb er rigtige holdninger – idealisme – blot en unødvendig omkostning.
Af samme grund er det mediernes opgave slet ikke at viderebringe budskabet – det er ikke nok at påpege, at det er forkert. Skaden er allerede sket, i det øjeblik overskriften er læst. Desværre bruger medierne de samme teknikker til at vælge den overskrift og den vinkel, der giver flest klik, i stedet for den, der faktisk prøver at formidle virkeligheden.
Og de sociale medier handler ikke om at komme ud med en plan, men om at placere en tanke og afprøve, om den skaber opmærksomhed og følelser. Får jeg flest likes, når jeg vasker vinduer, spiser en makrelmad eller siger noget om klima?
Eneste måde at vinde på, er ikke at spille med
Vi risikere, at ender med et demokrati, hvor meningsfuld politik reduceres til en endeløs A/B-test, og hvor idealer som troværdighed og reel debat bliver en “unødvendig omkostning.” Kun ved at nægte at lege med i dette spil – ved at gennemskue det og kræve mere – kan vi sikre, at politik igen handler om mennesker og løsninger i stedet for vrøvl og sludder.
Så snart vi reagerer på vrøvlet, forstærker vi blot den feedbackløkke, hvor alt måles og optimeres til hurtige følelsesmæssige stikord. Vi skal insistere på, at politik igen handler om rigtige løsninger på rigtige problemer – ikke om spin og hurtige følelser. Vi skal insistere på at tænke langsomt, i stedet for at føle hurtigt.
Vi kan kræve mere af medierne: spørge ind til substans, støtte uafhængige kilder og hjælpe hinanden med at skelne mellem tomme overskrifter og reel indsigt. Og vi kan selv møde op – i foreninger, i nabolaget, i debatfora – hvor ægte dialog stadig lever.
Hvis vi bliver ved at spørge kritisk, dele nuanceret viden og støtte dem, der faktisk prøver at finde løsninger, kan vi trække fokus tilbage på dét, det hele burde handle om: at skabe et samfund, hvor vi løser problemer i fællesskab og vægter menneskers reelle behov højere end “likes” og klik.