Det er virker nogle gang som en fejl at jeg har et vækkeur, som er så nemt at se fra min seng – jeg skal bare se op i loftet. Specielt i weekenderne, hvor det ikke betyder noget hvornår jeg vågner, kan det påvirke mine tanke om min søvn og opvågning. Er det for tidligt? For sent? Har jeg sovet nok, eller for meget? I morges vågnede jeg tidligere end jeg plejer, men følte mig frisk. Uret sagde dog at jeg skulle sove mere. Hvorfor er jeg så afkoblet fra min egen krop? Hvorfor stoler jeg mere på de maskiner der fortæller mig, hvad jeg skal føle og tænke, end min egen krop?
Således vågner jeg og mine første tanker er tanker om hvordan jeg vågner. Men jeg har ikke travlt, så jeg bliver i tilstanden mellem vågen og søvn, lader min bevisthede glide frem og tilbage mellem tilstande, som jeg ikke længer prøver at definere. Som jeg efterhånden tvivler på har grænser som betyder noget.
Nogle gange overvejer jeg om det er søvnen der er virkeligheden, og der vi virkeligt lever. Jeg ved godt hvorfor jeg er vågen – min underbevisthed, min hukommelse har lagt to og to sammen, imens jeg sov og har en frisk rationalisering til gårsdagens gåder. Den er lidt som et barn, der står ved sengekanten og hopper og prøver at tiltuske sig opmærksomhed, på trods at en direkte ordre om ikke at larme eller vække nogen. Se hvad jeg har lavet! Se mig, se mig komme tilbage fra dybderne! Hvordan kan man ikke tage imod den kærlige omsorg der ligger i det – i forsøget på at bringe visdom til min bevisthed?
Jeg lover aldrig igen at kæmpe imod min hjerne og dens ønske om at kommunikere med mig på tærsklen af søvn og vågen. I tankernes tusmørke, kan jeg hviske sandheder til mig selv.