Det kan gå galt selv i de bedste forhold. Man glider langsomt fra hinanden og inden man opdager det, er hverdagen lidt mere grå. Nogle gange giver man op og går hver til sit. Andre gange er man villig til at kæmpe for kærligheden. Er parterapi det rigtige?
Kommunikationen mellem mig og min kone har længe haltet – det nåede at blive så slemt, at jeg seriøst overvejede om der var noget tilbage at arbejde videre med. Kunne et menneske, der talte så grimt til mig, virkelig elske mig?
Vi er begge meget diskussions lystne og meget løsningsorienteret – og vi er gode til det. Vi kan vende og dreje og vi vil begge vinde. I en intellektuel/teoretisk diskussion er det ganske sjovt og stimulerende. Vi er gode til at løse konkrete problemer. Finde en løsning.
I en følelsesmæssig svær situation er det rigtig skidt – en af partnerne vinder, en part taber og parforholdet lider.
Well, vi er begge stædige typer, der sjældent giver op. Så … lang historie kort, efter en uge frugtesløs skænderi og elendighed, endte vi hos en parterapeut.
Han tog straks fat på vores kommunikation. Ideen er ganske simpel – han ville lære os at lytte til hinanden. Rigtigt. Det er så pokkers kliche, men det gør det jo ikke mindre rigtigt. Vi havde et værktøj – skærpet af den intellektuelle diskussion og ønsket om at finde løsninger. Desværre et meget forkert værktøj at hive op af tasken, når det er følsomme parforholdsemner man skal behandle.
Nyt værktøj, tak!
Teknikken er simpel: Den ene part har et talekort (en håndgribelig ting, man kan sidde og vifte med) og den anden lytter. Med jævne mellemrum (2-3 minutter), skal lytteren så opsummerer, det som den talende lige har sagt. Når taleren er færdig, bytter man rolle.
Der er lidt mere i det – man bør holde snakken til jeg-form og ikke angribe den anden. Eller måske direkte holde formen til jeg-føler. Man bør være neutral i sin opsummering og ikke benytte tale lejlighed til spydigheder og overfortolkninger.
Den umiddelbare effekt af, at man er nødt til at lytte – rigtigt høre, hvad den anden siger, for at kunne opsummerer – er markant.
Der er ganske enkelt ikke plads til at bruge energi på at finde på svar og pludselig hører man noget man ikke har hørt før – og når man opsummerer, det den anden har sagt, ikke bare forstår man, men taleren føler og ved at personen er blevet hørt. Rigtigt.
De ting jeg sagde hos parterapeuten først gang, havde jeg nok sagt 20 gange i dagene op til. Da jeg sagde det hos ham og fik det opsummeret, var det først gang min kone hørte det. Første gang hun rigtig forstod det. Og jeg vidste for første gang, at hun havde hørt det. Jeg troede måske, at hun havde hørt det før, men alligevel ikke.. for det var åbenbart nødvendigt at gentage det. Igen og igen.
Vi er godt i gang med et større oprydningsarbejde (vi har afsat to faste tidspunkter i løbet af ugen). Der er masser af ting som aldrig er blevet hørt – eller måske ikke engang sagt. Det er hårdt, men vi taler også om vores drømme og ønsker for fremtiden. Vores håb og det som bringer os glæde og lys.
Det er små to måneder siden vi startede og vi er kommet langt. Meget langt. Der er stadigvæk smerte her og der, men den slags tager tid – også selv om man bliver hørt – men grundlæggende er vi på rette vej og vi tror begge på det. Og hinanden.
Ville ønske vi havde gjort det noget før – eller nærmere, jeg ville ønske alle lærte den slags kommunikation allerede i skolen – så man havde andre værktøjer end de løsningsorienterede at trække på.
Vores terapeut har skrevet mere om det her: Teknik til håndtering af konfliktfyldte emner
Relateret:
Den der ramte mig. Godt for jer.
Nødvendigt for mig (eller ‘os). Jeg tror bare ikke vi har modet – eller mere kærlighed – til at tage skridtet..
Kære Anonym – det er svært. Var vores timet bare lidt anderledes kunne det være gået den anden vej. Kræver kærlighed, energi, stædighed, i rette mængeder på rette tidspunkt. Ikke at vi er home-free endnu, men..