Engang imellem hører man et eller andet. Noget som bider sig fast. For to uger siden havde DR2 en tema-aften om “reality generationen”, hvor samfundsforskeren Johannes Andersen sagde (her):
Vi er gået fra et samfund, hvor man dyrker selvværd og ved hvad der er godt og hvad der er vigtigt, og til et samfund hvor vi dyrker selvtillid.
Vi ved ikke længere hvad der er godt og hvad som er vigtigt.
Men vi har evnen til at føre os frem.
Jeg har tænkt meget over disse ord. Selvfølgeligt er det, for mediet, lidt sort/hvidt sat op, men jeg tror der er meget rigtig i det.
Lidt definitioner (iflg. Wikipedia.dk):
Selvværd:
.. om et individs anerkendelse af sin egen værdi.
Selvtillid:
Selvtillid er et individs tillid til sine egne evner.
Selvværd handler altså om det man er (ens værdi) og selvtillid om det man kan (evner).
Ikke noget nyt der, men ordene om, at vi med selvværd ved hvad som er godt og vigtigt, var det som ramte mig. Gav en ny kontekst. Hvis vi ikke tror på vores egen værdi – så tror vi heller ikke på vores egne tanker. Uden selvværd, ingen holdninger.
Hvilket også er grunden til, at reality stjerner brænder så hurtigt ud. De kan, men har ikke noget at kunne. Med eller uden eventuelle fysiske talenter (sang stemme, ikke?).
Men det er jo ikke en enten/eller – og reality stjerner er bare en ende af spektret. Vi score alle mere eller mindre, på de to skalaer fra lidt til meget selvværd/selvtillid. Og hvis samfundet, som helhed, score lidt lavere på selvværd og lidt mere på selvtillid, hvad betyder det så for os?
Vi kan – men har vi noget at kunne?