Det er den 1. Maj i dag. De fleste første maj plakater, jeg har set, er fra Kommunistisk Parti som kalder til samling under mottoet “Nej Til Kapitalisme”. Det bedste man kan sige om det, er at det trods alt udtrykker en holdning. Det værste, at det er en negativ definition; Der er ikke angivet hvad alternativet er. Et par omgange med plan økonomi måske?
Men okay, det ville være mystisk med et kommunist parti, som gik ind for kapitalisme, så fint at de står ved deres. Flere partier burde stå ved deres ideologier.
Men det er alligevel ikke emnet for denne blog – emnet er nemlig, den manglende forståelse for hvordan ting værdi sættes i vores moderne (kapitalistiske) samfund. I denne uge eksemplificeret ved Mattias Tesfaye fra SFs ide om at ingen skal tjene mere end 50.000 kr pr måned.
Det er næsten standard, at medlemmer af venstrefløjen (og nogle gange DF) skal udtrykke forundring og foragt for top lønninger i erhvervslivet. Specielt i bankverdenen. Specielt hvis det ikke gå godt.
Det retoriske spørgsmål går altid på den samme melodi: Hvordan kan nogle mennesker være så meget værd? Hvorfor skal man have flere millioner? Hva’ skal man med alle de penge? Hvorfor får man “de” stadigvæk så meget når det går dårligt?
For det første er det fuldstændigt ligegyldigt hva’ pengene bliver brugt til. På sammen måde som jeg ikke skal blande mig i hvad kassedamens løn bliver brugt på. Det er et irrelevant spørgsmål, som udelukkende tilføjes for at retfærdiggøre den “fordelingspolitik” som er slut målet. Det er leflen for folk, som syntes de må klare sig med lidt.
For at forstå hvordan sådan lønninger fastsættes, er det vigtig at rydde en almindelige misforståelse af vejen:
Intet, hverken prisen på din mælk, eller lønnen til bank direktøren, bliver sat efter “hvor meget det koster at lave” (eller for direktøren “hvor meget han har brug for at leve”).
Nej, det bliver sat efter hvor meget køber er villig til at betale. Dette er, for det meste, bestemt af hvordan køber værdi sætter den tænkte vare.
Lad mig give et eksempel:
Forestil dig at du skal sælge din lejlighed, du indhente to tilbud fra to ejendoms mæglere. Tilbudene ser sådan her ud:
Ejendomsmægler A:
- Pris for at sælge lejlighed: 50.000.
- Lovet salgspris: 2.500.000.
- Udbetalt efter salg: 2.450.000
Ejendomsmægler B:
- Pris for at sælge lejlighed: 80.000.
- Lovet salgspris: 2.800.000.
- Udbetalt efter salg: 2.720.000
Lad os sige, at du har lige stor tillid til begge ejendomsmæglere og de ellers er ens, sammen formidling og annoncering og sammen solgt-eller-gratis. Hvem vælger du? Den billigste? Næppe.
Du vælger selvfølgelig B og betaler med glæde de 80.000 når lejligheden er solgt. Var B 30.000 mere værd? Gjorde B for 30.000 mere arbejde? Fuldstændigt ligegyldigt. I virkelighedens verden vil man selvfølgelig spørge sig selv, om lejligheden virkelig kan sælges til 2.8mil, men foreskellen på de to ejendomsmægler salærer i den sammenhæng en relativ lille detalje. Det ender op med at være et tillidspørgsmål – ikke et pris spørgsmål.
Forestil dig nu, at du som bestyrelse, skal vælge imellem to kandidater til direktør posten, de er begge flinke fyre, med alle de rigtige kvalifikationer, men der er lidt foreskel:
Direktør A:
- Har skabt 6% overskud pr år de sidste fem år.
- Løn ønske: 3mil
Direktør B:
- Har skabt 4% overskud pr år de sidste fem år.
- Løn ønske: 2mil
Lad os sige at det er en virksomhed med en milliard i omsætning. Direktør A vil, hvis han kan gentage successen, skabe et resultat på 60 millioner. Direktør B vil nå 40 millioner. Hvis vi regner lønnen med, så er Direktør A 19 millioner “bedre” end B. Hvem ville du vælge?
Selvfølgelig er dette groft simplificeret, men jeg håber at det giver en forståelse for hvordan, prissætning også kan ske, og hvorfor nogle mennesker tjener langt mere “end de har brug for”.
Nåja, bare så du har noget at sammenligne med så er Dansk Banks hoved tal at finde her.
P.S.: Fandt det her klip fra filmen The Hudsucker Proxy, som egenlig meget godt beskriver det med prissætning, i flg. udbud og efterspørgsel.
(tak til Lara Mulady)