Hvorfor negativ?
Kode ordet for de sidste par måneder har været Positiv. Jeg har følt mig omgivet af så meget negativitet (hovedsaligt på job), at jeg har været tvunget til at stå positivitet til højre og venstre simpelthen for at overleve.
Det har fået mig til at tænke lidt over det. Der var en som spurgte mig den anden dag om jeg altid havde været så kynisk. Det syntes jeg egenligt var lidt mærkeligt, jo, jeg havde lige fyret en rigtig kynisk bemærking af, men grundliggende set, syntes jeg at jeg er positivt indestillet. Jeg tror på det bedste i mennesker indtil det modsatte er bevist, jeg kan for det meste takle dumhed med humor og jeg har en evig lang tålmodighed med andre mennesker.
Men måske er kynisme er en måde at beskytte den positive holdning på. Hvis man grundliggende er positiv, så vil man opleve en masse ting som kan være skuffende, det bliver man nød til at behandle på en eller anden måde. Kynisme er en måde, humor er en anden, at gå neden om og hjem er en tredie.
Så stå dog op!
Jeg syntes jeg prøver at tage positive beslutninger. Tag f.eks. væggeure og det at stå op om morgenen. Lillejuleaftensdag, var vi til frokost hos svigerfamilien, og min svigermor (som jeg rigtigt godt kan lide), siger:
“Arg, altså hvor jeg hader mit vække ur”.
Hvor til jeg svarer
“Åh, hva’, tænk på alle de dejlige ting du ville gå glip af hvis du ikke kom op om morgenen!”
Og jeg mener det sgu! De grinte selvfølgeligt alle sammen, for det er kun tosser som er glad for at stå op om morgen – alt andet er da åndsvagt, ikke? SKU FANDEN ER DET EJ! Jeg var i lang tid, den gang jeg var ung, yngre, whatever, et rigtig B mennesker. Jeg kunne ligge og banke på det skide vækkeur i en time. Stå op bade, ta’ tøj på og løbe ud af døren på 10 minutter.
Var det fedt at ligge der og kæmpe med væggeuret i en time? Var jeg mere frisk derefter, end hvis jeg bare var stået op ved første ring? Næ. Var der blevet varmere i lokalet i mellemtiden? Næ.
Ved du hva’ jeg gjorde? Jeg tog en beslutning. Nu var det slut. Jeg satte vækkeuret til 30 minutter senere og så stod jeg op når det ringede. Så havde jeg sovet 30 minutter ekstra og havde stadigvæk massere af tid om morgenen. Hemmeligheden? Jo, nu skal du høre. Jeg gjorde det bare. I det vækkeuret ringede, så trykkede jeg på knappen og svingede benene ud over senge kanten. Og så var jeg oppe.
Selvfølgeligt var det svært i starten. Selvfølgeligt fejlede det nogle gange, men efterhånden blev det en vane. På nøjagtige samme måde som det tidligere var en vane at kæmpe med vækkeuret.
Men det med vækkeuret er bare noget symbolsk. Det man i virkeligheden skal spørge sig selv om er. “Hva’ er det første jeg tænker/siger om morgenen?” Hvis man har for *vane* at sige “arg, endnu en dag, som sikkert bliver noget lort”, hvorfor fanden går man så ikke bare ud og gør selvmord med det samme? Hvorfor blive ved med at pine sig selv med livet, hvis man hader det så meget?
Hvorfor ikke gøre det til en vane at tænke noget positivt som det første, hver morgen? “Ah, om lidt skal Tobias/Majbritt/Kæresten ha’ en kram”, “Ah, det bliver dejligt med en kop kaffe”, “Ah, i dag møder jeg måske et interessant menneske”, “Hurra, jeg skal ud og hoppe i vandpytter!”. Det behøver egentligt ikke være en specifik tanke, det er mere en indstilling, men en specifik tanke, kan hjælpe, specielt i starten.
Jeg lover dig – det er kun en vane. Og vaner er nemme at ændre, hvis du virkeligt vil. Hvis du første reaktion er “jeg skal ikke ændre nogle af mine vaner – jeg kan godt lide dem”, så syntes jeg du skal spørge dig selv om hva’ det er du får ud af dem.
Hva’ får du ud af at være negativ om morgenen? Er det så dine omgivelser kan sige “nååå, hvor er det synd for dig”? Er det så du kan have ondt af dig selv? Noget helt tredie? Og når du så ved det, så spørg dig selv om du har brug for det og om det virkeligt er bedre end at stå op og være i godt humør?
Hvis du virkeligt hader dit liv og derfor selvfølgeligt hellere vil blive i sengen, så skal du selvfølgeligt ta’ og kigge på hele dit liv og hvordan du kan lave det om, men det er en anden historie.