Først og fremmest er der bare forskellige årsager til folk er på twitter. Nogle er der for at netværke professionelt. Jeg har twitter venner jeg ser engang mellem, hvor det meste af kontakten er af professionel karakter. Det er ret uproblematisk. Dette er ikke emnet for dette indlæg. Det her handler om det personlige.

Hvem er vi?

Jeg har mødt en del tweeps i den virkelige verden. Både på to, tre, fem og tweet-up/fredagsbar niveau. Når man har indgået i den dialog, længe nok opstår der en nysgerrighed (hos mig ihvertfald), som gør jeg gerne vil se mere til personen i virkeligheden. En ide om, at her er et mennesker, man vil svinge godt med – også i den virkelige verden.

De fleste twitter folk er friske på dette – det er bare at byde på en kop kaffe og mødes.

En almindelig ting, jeg høre fra tweeps, når de tager skridtet og går ud og møder andre tweeps i den virkelig verden, er at det er overraskende, hvor gode man allerede kender hinanden. At folk virkelig er, som man har læst dem i deres tweets.

Jeg vil gerne advare mod at tro for meget på denne ide. Ingen er som de ser ud til på twitter. Jo, på overfladen. Når man hygge en halv eller en hel time over en kaffe eller øl. Men alle mennesker har flere sider. Og mere dybe end det. Heldigvis.

Mennesker er komplicerede størrelser. Der er altid mere dybde end der kan kommunikeres på tekst. Der er altid mere at sige end, hvad kan klares over en kop kaffe. Du kan have tweetet med en person i årevis, have mødtes, og skal stadigvæk være klar til at blive overrasket. Igen; heldigvis.

Shit gets real

Jeg vil påstår at twitter bekendskab nemt kan give en opblæst fornemmelse af venskab og kendskab. Når så store dele af et forhold er baseret på tekst, må vi – i for høj grad – tro på teksten. Når et forhold er baseret på en masse samvær, så er der mere konteks – mange, mange flere detaljer at læse i ansigtet og tonen. Vi siger måske et – og prøver at projektere, noget bestemt, men når vi er ansigt til ansigt har modtageren meget bedre mulighed for at læse det virkelige.

Jeg vil nu beskrive mine to (største) uheldige personlige oplevelser med twitter venskaber. Hvad der faktisk skete er selvfølgelig meget mere kompliceret, end hvad jeg lige kan opridse i et afsnit, men jeg har prøvet at koge den ned til essensen for at kunne komme med min pointe.

Jeg har mødt en tweeps i virkeligheden, som jeg har haft langt varmt venskab med online, som efter at have mødt mig privat to gange, syntes jeg var en frygtelig person! Og jeg opdagede det ikke engang, før jeg fik en “du er frygtelig” besked efterfuldt af en de-friend på facebook og Skype. Jeg var mildest talt overrasket. Er jeg et frygteligt menneske? Næppe. Men jeg var i en svær periode i mit liv, som jeg nok holdt hemmeligt på twitter, og da vi mødtes privat, og fik et par glas hvidvin, så lukkede jeg nok alt mulig lort ud, uden den mindste hensyntagen til min vært. Har sikkert været lidt af en oplevelse. Forbindelsen mellem det online Jeg, personen kendte og det Jeg jeg fremviste har nok været for meget. (vi er venner igen, men ikke på sammen best-buddy måde).

Jeg har elsket og mistet på twitter. Platonisk, men jeg er ikke typen som er nærig med kærligheden. Vi havde mødtes en masse gang i virkeligheden og svingede rigtig godt. Vi samarbejdede endda en smule professionelt. Pludselig en dag gik noget et eller andet galt, i vores professionelle samarbejde (jeg kan ikke lige beskrive det præcist), men da vi ikke havde den fælles venskabserfaring, som gjorde at vi kunne kommunikere vores problem rigtigt, endte det med at det hele eksploderede i elendighed. Vi nåede simpelthen, at sige for mange ting for hurtigt. Vi taler ikke sammen i dag. Det gør ondt i hjertet bare at tænke på det.

Jeg har også massere af dejlige tweeps, hvor det virker og der ikke er problemer, men jeg vil gerne nævne et par uheldig historier, for at kunne skrive nogle tanker om hvorfor det kan gå så grueligt galt. Og hvorfor de venskaber måske ikke er så meget, som jeg gerne vil gøre dem til.

Hvor er dine knapper?

Når vi opbygger venskaber i den virkelige verden, så starter vi meget på samme måde som på twitter. Vi bliver præsenteret for en flok (en skole klasse eller en arbejdsplads, eller en familie etc) og vi finde de mennesker vi tænker kan være interessante, og så oplever vi nogle ting sammen. Vi tager i byen, eller skriver skole opgave. Vi lytter til Onkel Finns taler til familie festerne.

Og hvis vi laver noget sammen – i den virkelig verden – så indgår vi hele tiden i en masse forhandlinger og kompromiser. Vi lære noget om hinandens grænser og virkemåder. Hvilke knapper skal man ikke trykke på. Hvilke virker. En dag er man nået dertil hvor man er klar til at tage til Roskilde eller Barcelona sammen. Men det er en lang proces.

Online venskaberne. Vi snakker  - og diskuterer. Men hovedsaglig, så fortæller vi. Vi fortæller hinanden ting, og reagere på det. Vi kommentere og vi anerkender. Men vi oplever ikke noget sammen, forhandler meget lidt, og der bliver sjældent indgået kompromisser. Når vi trykke på de andres knapper, så er det sjældent vi kan se den middelbare reaktion. Jeg blev såret af noget i dag – men i stedt for at sende et “det blev jeg ked af” tweet, så ventede jeg, trak vejret dybt og fandt en positiv tilgang til det. Jeg var løsnings-orienteret.

Men personen som sårede mig, lærte ikke noget om mig. Lærte ikke at jeg bliver ked af det, når man siger sådan.

Vi mangler nogle vigtige elementer, af noget som er vigtigt i venskaber i den virkelige verden. Vi mangler fundamentet – det som gør at det hele holder, når det bliver stormvejr. Vi har bygget et hus på twitter hvor det aldrig blæser – ikke rigtigt.

Løsningen?

Jeg ved det ikke – jeg er ikke engang sikker på der er det problem. Der er blot, som i så mange ting, nogle faldgruber som man skal være opmærksom på. Man skal se sig for. Vi har brug for at gøre os nye erfaringer. På sin vis er det måske ikke så forskelligt, fra når venskaber ikke holder ud over det som skabte dem, om det så er skole, arbejde eller interessefællesskab.

Jeg skal mødes med twitter folk i aften. Jeg glæder mig – jeg håber at bygge noget nærmere med dem alle. Jeg håber at jeg kan bygge lidt fundament med dem. Inden der kommer en storm.

Min kone mener, at det giver mig et fattigere dansk. Hun har måske ret. Hun mener også, at dansk, hvis man mestrer det, er et lige så rigt sprog som engelsk…

Men, nok om hvad vi får dagene til at gå med, i vores lille hjem.

Når man sætte begrænsninger for sig selv, skærper det opmærksomheden. Derfor jeg har tænkt mig, at lave et eksperiment.

De næste 24 timer vil jeg forsøge, at undgå udenlandske låneord, når jeg skriver på dansk. Det være sig elektronisk-post, Twitter, Facebook – dette .. dagbogsindlæg.

“Udenlandske låneord” er vist ikke sådan lige at definere 100% – når man har lånt længe nok, holder det op med at være et lån. Men målet er, at være opmærksom og tænke lidt over, om det ikke findes et mere dansk ord, som kan erstatte det brugte.

Hvis du har lyst til at være med på twitter, så tilføj eventuelt et #twdk tag til dit tweet, hvis du bevidst har erstattet et låneord, med noget du syntes var mere dansk. Så kan vi alle følge med.

Og et eksempel: En ven skriver noget rart på et elektronisk socialt mødested, og du overvejer at svare med sætningen: “Cool, det er er totalt oldschool”, men tager dig i det og ændrer sætningen til “Hvor dejligt! Du kører den af på gammeldags maner #twdk”.

For to uger siden havde DR2 en tema-aften om “reality generationen”, hvor samfundsforskeren Johannes Andersen sagde (her):

Vi er gået fra et samfund, hvor man dyrker selvværd og ved hvad der er godt og hvad der er vigtigt, og til et samfund hvor vi dyrker selvtillid.

Vi ved ikke længere hvad der er godt og hvad som er vigtigt.

Men vi har evnen til at føre os frem.

Jeg har tænkt meget over disse ord. Selvfølgeligt er det, for mediet, lidt sort/hvidt sat op, men jeg tror der er meget rigtig i det.

Lidt definitioner (iflg. Wikipedia.dk):

Selvværd:
.. om et individs anerkendelse af sin egen værdi.

Selvtillid:
Selvtillid er et individs tillid til sine egne evner.

Selvværd handler altså om det man er (ens værdi) og selvtillid om det man kan (evner).

Ikke noget nyt der, men ordene om, at vi med selvværd ved hvad som er godt og vigtigt, var det som ramte mig. Gav en ny kontekst. Hvis vi ikke tror på vores egen værdi – så tror vi heller ikke på vores egne tanker. Uden selvværd, ingen holdninger.

Hvilket også er grunden til, at reality stjerner brænder så hurtigt ud. De kan, men har ikke noget at kunne. Med eller uden eventuelle fysiske talenter (sang stemme, ikke?).

Men det er jo ikke en enten/eller – og reality stjerner er bare en ende af spektret. Vi score alle mere eller mindre, på de to skalaer fra lidt til meget selvværd/selvtillid. Og hvis samfundet, som helhed, score lidt lavere på selvværd og lidt mere på selvtillid, hvad betyder det så for os?

Vi kan – men har vi noget at kunne?

Det er tilsyneladende ikke noget man gør, her ud i forstæderne (som vi flyttede til fra Vesterbro for 8 måneder siden).

Meget sjældent jeg møder andre (voksne) mennesker som går. Hvis man ikke har bil, så cykler man. Men mest bil.

Det er lidt synd.

Når man går, er kroppen beskæftiget med noget som den er rigtig god til. Det giver tankerne lidt friere spil. En gåtur er en af mine ynglings værktøjer, når jeg sidder fast i en problem stilling.

Når man går, har man automatisk en rytme, som forplanter sig i alt hva’ man tænker og siger (hvis altså man går sammen med en anden – jeg anbefaler ikke man går og snakker med sig selv).

Selvfølgelig kan man have travlt, der er tider som skal overholdes. Eller man har gang i det store indkøb.

Men, hvis målet alligevel er at komme hjem, for at være sammen med børn eller den bedre halvdel, hvorfor så ikke følges med dem? Hvis det tager en halv time at gå hjem med ungerne, så har I haft en god halv time sammen.

Nåja, og så er det jo sundt. Lidt. Jeg fandt et pedometer (ordet som bliver ved med at give – også selv om man fordansker til “skridttæller”) den anden dag. Det fortæller mig, at der er 2500 skridt i min “aflever ungerne i skole og børnehave tur”. Det skulle give en forbrænding af 132 kalorier.

Hvilket svare til god kop cappuccino (på minimælk, med en teske sukker, tak).

Hov, nu er min kop tom.

Der snakkes meget om den dårlige kundeservice i danske butikker – det skulle åbenbart være specielt slemt her i København.

Så nu fortæller jeg, hvor du får den ultimative kundeservice oplevelse.

Build-a-Bear.

Jeps. De der butikker hvor man ender op med at betale lidt over 300 kroner for en bamse, med hjerte og tøj.

For det man køber er ikke en bamse – det er en oplevelse. Jaja, en bamse oplevelse for de små, men de (under 18) piger som arbejder der er også en oplevelse. Jeg har sjældent fået så indlevende og varm en oplevelse i en butik. Faktisk havde jeg helt glemt at unge piger kan være andet end ligeglade og fraværende, når de er service medarbejdere.

Den først pige, man kommer rigtig i kontakt, skal fylde bamsen med hjerte og fyld – det er en længere historie med nus og pust og kys af det lille hjerte. Der skal hoppes og både bamser og mor og far skal have et kram. Hele familien bliver trukket ind i den lille seance. Pigen her levede sig helt ind i det – vi havde to drenge som skulle have bamser fyldt på samme tid. Det tog hun med, og hun kunne begge deres navne, hele vejen igennem og brugte dem korrekt.

Når tøj er valgt, skal man betale – det er også en større historie hvor der skal laves et hus som bamsen kan leve i, de skal have slips på og alt sammen involverer ungerne, imens far og mor stille og roligt og vedkommende bliver hjulpet igennem dankort maskinen. Den sidste pige her var så sød, at jeg havde lyst til at hoppe over disken og give hende et knus.

Det virkede helt overvældende for mig – og det var et hårdt spring, at bliver betjent af en ligegyldig og øjenkontakts fjendsk fastfood ekspedient et øjeblik efter. Velkommen til virkeligheden.

Hvis jeg havde en butik, ville alle nye ansatte få et gavekort til Build-a-Bear, med en instruks om at tage et barn under armen og så holde øjne og øre åbne. Der er meget at lære.

Mecom forpligter sig til at forsvare ytringsfriheden, informationsfriheden, pressefriheden og de demokratiske værdier.

Indenfor de rammer respekterer Mecom sine publikationers identitet og lokale traditioner, uanset idégrundlag, og forsvarer og støtter publikationernes frihed og uafhængighed.

Information (selv ejende):

“… uafhængigt af alle politiske partier og økonomiske særinteresser”

JP (Ejet af JP/Politikens Hus):

“… som et af private, erhvervsmæssige, organisations-mæssige og partipolitiske interesser uafhængigt liberalt dagblad”

Kristeligt Dagblad (Fonds og aktionær ejet):

“… er og skal være uafhængig af politiske partier, kirkelige organisationer og bevægelser.”

Politiken (Ejet af JP/Politikens Hus):

“… uafhængig af politiske partier, organisationer, økonomiske interesser, grupperinger og enkeltpersoners indflydelse. “

BT: Kan ikke finde noget, men sikkert det sammen som Berlingske (samme ejer)

EB: Kan ikke finde noget, men måske det sammen som Politiken (samme ejer)

Weekendavisen: Kan ikke finde noget, men sikkert det sammen som Berlingske (samme ejer)

Ja, mindre nørdet.

Så mere nørdet, er her en hurtig liste over de devices jeg ville købe og i hvilke rækkefølge, hvis alt elektronisk i huset døde og skulle genindkøbes (aarg!)

1. Vaskemaskine.

Okay, det var meget, meget kedeligt. Vi har idag en AEG-et-eller-andet, som fulgte med huset da vi købte det. It works. Har ingen særlige forhold til det. P.S.: Blev udskiftet i marts 2011, da pumpen døde.

2. Espresso maskine.

Elsker vores Seaco Armonia (som er en udgået model). Det syrligt dårlige navn tiltrods laver den dejlig espresso, jeg ville nok ikke overleve længe uden. Hvilket er grunden til den er højt på listen – for uden den ville jeg aldrig nå hele vejen igennem listen. Hvis jeg skulle ha’ en ny, ville jeg nok kigge efter en som kunne kværne bønnerne…

3. Mobil Telefon

Mere og mere af min tid på nettet sker igennem min telefon. P.t. har jeg en Nexus One (android). Er ganske glad for den og vil nok kigge efter en ca. magen til. Ynglingsapplikationerne er TweetDeck, Keepass (kombineret med Dropbox), NewsRob (Rss), DSB S-tog, DMI Forecast, SMS Backup + (sync’er SMSer til GMail) og Tasker (slukker for lyden/wifi om natten). Kan bruges som wifi hotspot, så:

4. Notebook

Altså så jeg kan foretage mit arbejde. Har en MSI GX660, som nok mest er en gamer model, men som jeg købte fordi at den har lidt større skærm opløsning end andre 15″ notebooks (1680*1050). Den kører windows 7 (som jeg ikke har noget specielt forhold til – jeg bruger selve OS’et meget lidt). Hvis jeg skulle have noget nyt, ville jeg nok gå efter noget ligende, men med bedre tastatur (bruger et eksternt når jeg er hjemme). 70% af min tid er i Chrome, resten i Skype og Lightroom.  Men der er selvfølgelig ikke meget sjov ved en computer uden:

5. Router/Wifi

Når telefon hotspottet ikke er nok.. Har lige skiftet den gamle Linksys wrt54g, ud med en TP-Link TL-WR940N, som har givet mig 10db bedre dækning på Wifi’en, hvilket lige betyder at jeg kan komme online i hele huset.

6. Lomme kamera

Har to lommekameraer idag (og et dSLR) – et Panasonic LX3 og et Casio Exilim EX-S10 Review. Casioen er bare billig, og et af de tyndeste Point&Shoots – kan være i alle lommer uden at det ser forkert ud. LX3′eren er et prof værktøj, som i mange sammenhænge kan erstatte et dSLR (og koster det sammen som et billigt af slagsen) – hvilket er grunden til at det er højt på listen. Hvis der skal købes nyt, vil jeg kigger på nogle af de nye i samme kategori Canon S95 & Panasonic LX5, men jeg kender trods alt LX3′eren så gode at jeg vil kigge efter sådan et først.

7. TV

Så ungerne kan se på det, istedet for at bruge min computer.

8. Opvaskemaskine

Så jeg har tid til, at sidde ved min computer.

9. Mediecenter

Så ungerne ikke skal se film på min computer… Ah, just kidding. Købte for få måneder siden en WD Play Live box – Den gør det den skal – afspiller avi og mkv film fra en USB harddisk. Den er relativt nemt at bruge, men elegant er det dælme ikke. At kalde den dum er en underdrivelse. Den kan ikke sættes til at starte nede i Video->Local->Folders->USB->Film, som vi så skal browse ned i hver gang vi tænder den. Den kan ikke vise thumbnails i list view, og thumbnail view viser kun film navnet, når man står på en film (så det er svært at se hvor man er, når man ikke har thumbs på alt). Skal have prøvet en alternativ firmware. Ved ikke helt, med hensyn til nykøb…

10. Roomba.

Elsker min Roomba. Den gør et hæderligt job, når ens hjem er gearet til det, og den lille følelse af Robot Overlord, når man tænder den bliver aldrig gammel. Aldrig. Bare det at bære en papkasse, hvor der stor “iRobot” på nede fra posthuset var alle pengene værd. Den køre lige nu og er snart færdig med TV stuen..

11 og frem

Hey, look at that – ti gadgets. Nogle mere seriøs og mindre nørdede end andre. Andre ting vi har idag, som vi sikkert ville savne: Printer (laser), dSLR (Pentax K20D – vil ha’ K5), Komfur (så meget godt take-away er her ikke), microbølgeovn, tørretumbler, et projektionsvækkeur, brødrister, Kindle, server (idag: EEE 202b box), tablet (android til Angry Birds, så jeg kan ha’ min telefon for mig selv). Ungerne vil nok sætte pris på en ny Wii og DS’ere, og ghettoblastere til deres værelser.

(Inden du læser for langt: Mit tilbud gælder hovedsaglig folk jeg følger på twitter – hvordan andre, som videregiver det, gør er op til dem)

Jeg vil gerne give en frokost og lytte til din historie.

Hva’ er nu det for noget spørger du?

Må indrømme jeg ikke helt ved hvorfor – tror bare at jeg godt kan lidt at eksperimenterer og jeg tror dette kunne være interessant.

Så her er mit tilbud.

Okay, hva' nu

Jeg giver frokost og lytter til det du har at fortælle. Jeg giver konstruktiv kritik hvis det er er relevant. Jeg jammer og brainstomer hvis det er det. Du får min fulde opmærksomhed (og frokost).

Så du skal altså komme med noget – du kan ikke bare møde op. Du skal sætte dagsordenen.

Til gengæld er jeg med på det meste, så længe du ikke bare kommer for at klynke. Jeg har ingen intentioner om, at tale dig efter munden eller rygklappe.

Jeg har ikke imiddelbart nogle ønsker til dagsordenen, men jeg kunne f.eks. forestille mig at du har:

• En elevator pitch du vil have testet.
• En ide du har brug for noget feedback/sanity check på.
• Du står fast i et eller andet du ikke kan komme videre med

Kald det coaching, om du vil.

Pay it forward

Du skal give det videre. Du skal tilbyde sammen service og vælge en (ikke din søster), som du gør det samme for. Hvis du ikke gør det (lad os sige inden for en måned), så kalder jeg dig en kylling i fuld offentlighed (altså på twitter). Deal?

Det med småt:

• Tilbudet gælder kun for folk jeg følger på twitter (og som, selvfølgelig, følger mig tilbage).
• Vi vælger tid og sted i fællesskab. Men det er mig som bestemmer. Det bliver sandsynligvis en cafe i København. Der følger jeg mig hjemme. En hverdag. Kl 12.
• Jeg bestemmer hvem som jeg vælger – det er ikke første til mølle. Jeg vælger den, jeg tror er mest interessant – dvs der hvor jeg kan hjælpe mest.
• Jeg twitter ikke om det du fortæller mig. Lad os sige jeg har tavshedspligt.
• Jeg hugger ikke din ide (pffh).

Kort om mig, så du kan få en ide om hvor jeg kan give mest:

• Har arbejdet som software udvikler i 25 år, de 13 som chef i forskellige former
• Gift på 11 år – to børn, drenge på 3 og 7
• Semi-pro fotograf med den del bryllups job bag med mig (sat på pause p.t.)
• Elsker mennesker
• Forstår hurtigt komplekse sammenhænge og nye domæner.
• Stoppet med ideer og deler gerne ud af dem.

DM mig på twitter på @twomasc – skriv lidt om din dagsorden.

Jeg opdaterer her, om nødvendigt – skriv evt. en kommentar her, hvis du har prøvet noget ligende (eller du er den heldige, og vil give feedback).

p.s.: Brug evt. tagget #pif1on1, hvis du twitter om det her (Pay It Forward, One on One)

Lidt data:

Android 2.1 OS
7″ TFT LCD touch screen, 800*480px
14mm, ultra slim and stylish design
Telechips 8902 800Mhz ARM 11 processor
256MB DDR2 RAM
Multi-Touch, Gravity Sensor

Mere her

Det har aldrig lykkes mig at få Multi-touch til at virke. Og PandaWill virker også selv lidt usikre på specifikationerne – så tag dem med et gran salt.

Den korte udgave:

Det meste virker som det skal. Den berøringsfølsomme skærm er den største svaghed – “resistive” er bare ikke godt nok, når man skal slide med fingerne, og der skal trykkes lidt for hårdt til at det er behageligt, at skrive på skærmtastaturet.

Jeg har haft børn i Københavnske børne institutioner de sidste seks år. Har siddet i bestyrelsen for en af dem det sidste år.

Hvert eneste år er det det samme. Nedskæringer. På nedskæringer.

Børnepasning på højt plan

Jeg ser pædagoger, som prøver at være der for børnene, men som kommer til kort, hver eneste gang der er sygdom, da der ikke er råd til nok vikarer.

Jeg har som bestyrelsesmedlem foreslået lukkedage og kortere åbningstider. Udelukkende fordi, at det de eneste muligheder, som ikke slå direkte igennem på normeringen. Jeg har set ledelse og pædagoger gå ned med stress.

De sidste år har proceduren fra budget udvalgt været den samme. Foreslå overdrevne nedskæringer (og påstår det er regerings skyld), tilføje lidt flere nedskæringer, som så får forældrene helt op af stolen.

Og så i sidste øjeblik, aflyse de ekstra ekstra nedskæringer. Så føler forældrene de har fået lidt. Og politiken kan skrive sådan en her: Børneområdet i København får sløjfet gælden. Den glade nyhed hørte jeg fra en anden forældre, da jeg afleverede i mandags.

Desværre er sandheden er der stadigvæk, alt i alt bliver skåret 120millioner i næste budget.

Sandheden er også, at vi som forældre er kørt helt ned. Vi har ikke energi, til at blive ved med at demonstrer.

Jeg ville ønske, at jeg kunne påstå at det udelukkende er grundet Københavns kommunes uansvarlige børn og unge politik, at vi flytter, men det er det altså ikke. Vi skal bare ud og har noget græs og lidt flere kvadratmeter.

Men sandheden er også at der er fire voksne pr 20 børn i den nye børnehave. I den nuværende er der tre voksne pr 24 børn.

Nåja, og prisen? 2330,-/mnd i København. 1650,-/mnd i den nye kommune.

Besparelsen, vil bliver brugt til at betale parkeringsafgiften, når vi besøger det gamle kvarter… Ses!